ARKITEKTUR

Kortet illustrerer de forskellige udviklingsperioder i Nykøbing. Desuden tydeliggøres det, hvordan bykernen omgives af parcelhuskvarterer og grønne områder.

Nykøbing
Nykøbing ligger smukt i bunden af Klosterfjord. Fjorden indrammes af de to tanger, Refshammer og Ørodde.

Mod vest består byens afgrænsning af et lavt beliggende landområde, som er et tidligere kær. Kæret indrammes af to bakker, og det var på disse bakker, landsbyerne Venner og Vettels lå i den tidlige middelalder. Kæret opleves i dag som en grøn kile, der adskiller industrikvarteret og den gamle bykerne, men kæret medvirker også til at fremhæve Kirkeholmen i den gamle bydel.

Havnen udgør Nykøbings centrum. Gadeforløbene viser, hvor vigtigt det var med god forbindelse hertil. De grønne områder omkring byen breder sig flere steder ind i bebyggelsen som grønne kiler.

Parcelhusene på Svalevej og rækkehusene på Lindevej sætter med deres tresserstil præg på købstadens arkitektur. Nørre bro, der også er navnet på det tidligere arbejder kvarter ved Morsø Jernstøberi, danner forbindelse mellem bykernen og industrikvarteret. Her fi ndes tydelige spor af Nykøbings industrielle storhedsperiode. Det samme gælder på havnen, som i flere perioder spillede en afgørende rolle for Nykøbings udvikling. På havnen er anlæggene til den nu nedlagte færgefart bevaret, og der er liv i fi skerihavnen.

Algade
I Nykøbing er de senmiddelalderlige bebyggelsesmønstre repræsenteret i Algade. Algades krumme forløb er kæden, hvorpå Nykøbings fire byrumselementer, Kloster Torv, Lille Torv, Kirketorvet og Rådhustorvet, hægter sig. Den nordlige del af Algade er antageligt udstukket efter en bevidst planlægningsindsats, idet nogle af matriklerne på et kort fra midten af 1800-tallet synes at være udstukket som en vifte beliggende nord for Grønnegade. Bebyggelsesmønstret er i dag karakteriseret ved relativt brede og lange matrikler, bebygget med forhus og smalle sidehuse. Facaderne mod Algade er overvejende opført i røde sten i historiscistisk stil. Enkelte fremstår dog pudsede. Bygningernes detaljer, runde og trekantede frontispicer, murede og trukne gesimser karakteriserer bebyggelsesmønstret og tidens stil.

Et af byens ældste bebyggelsesmønstre fi ndes i Algade. Karakteristisk er det krumme forløb.	Bebyggelsesmønstret i Fiskerbyen er karakteriseret ved små huse.	Algade og Fiskerbyen. Kort 1:10.000

Fiskerbyen
Bebyggelsesmønstret i Smallegade, Bryggergade og Skovgade, opført i midten af 1800-tallet, består af huse med facadelængder i 3-5 fag. Byrummene i Skovgade og Smallegade opleves homogene. Husene i disse gader er i 1-2 etager og har samme etagehøjde, hvorimod etagehøjderne i Smallegade og Skovgade varierer, hvilket giver et mere vekslende facadeforløb.

Fiskerbyens facader fremstår pudsede og i blank mur. Trukne gesimser præger facaderne og markerer facadens overgang til tagfl aden. Bebyggelsesmønstrets matrikler opleves vinkelrette og har orienteringen nord-syd. Gaderummets bredde forstærkes af bebyggelsens beskedne højde og giver en forskellig bymæssig oplevelse i forhold til for eksempel Algades stramhed. Fra Skovgade kan man se havnen. I strukturen afl æses endvidere det nu forsvundne åløb.

Bebyggelsen i Nørregade var engang præget af købmandsgårde. I dag er blot et par tilbage til at fortælle historien om gadens oprindelse.	Nørrebros bebyggelsesmønster er karakteriseret ved små, tætliggende arbejderboliger.	Den sammenbyggede bebyggelse i Markedsgade forstærker oplevelsen af det varierede gaderum.

Udsigt til fjorden fra den smalle Havevej.

I dag opføres parcelhusene i højere grad mod vejen, hvilket giver oplevelse af en mere lukket struktur. De arkitektoniske kendetegn for kolonihavekvarteret kan dog stadig opleves i kraft af de snævre veje og mangfoldige bygningstyper.

Nørrebro, Nørregade og Markedsgade. Kort 1:10.000	Bebyggelsesmønstret i kolonihaverne. Kort 1:12.000	I Ejerslev ligger bebyggelsen næsten i en halvcirkel. Kort 1:12.000.

Fra Ejerslevvej er der udsigt til det ubebyggede areal – den tidligere forte (fælled).

Nørrebro
Hver by fik i industrialismen et “brokvarter”. Nykøbing fi k omkring år 1900 Nørrebro, en gade bebygget med arbejderboliger. Nørrebros markante, lange, lige og vandrette forløb, næsten 1,5 km, er et dominerende træk. Bebyggelsesmønstret er karakteriseret ved smalle matrikler på begge sider, bebygget med forhus og sidehus. Bygningerne er opført som trefagshuse til én familie, men sammenbygget som dobbelthuse. På denne måde fi k bygningerne en visuel større dimension. Bygningerne er alle opført i én etage, ofte med kvist.

Forteklyngebyen som princip.

Ejerslev – forteklyngeby
På Mors er Ejerslev et godt eksempel på en landsby af typen forteklyngeby. Kendetegnende for typen er, at landsbyen består af gårde, der ligger omkring en større central plads kaldet forten (fælleden). Forteklyngebyen er en udvikling af fortebyen. I fortebyen var forten oprindeligt helt friholdt for bebyggelse. I forteklyngebyen er forten med tiden blevet helt eller delvist bebygget.

I Ejerslev ligger gårdene som hovedregel i en halvcirkel omkring forten. Kortet viser, at landsbyens gamle bebyggelsesmønster eksisterer. Forten er kun delvist bebygget med bl. a. den gamle skole og dennes tilbygninger samt mindre gadehuse, der i volumen adskiller sig fra gårdene. Landsbyens udbygning har mest fundet sted langs kanten af forten, hvorfor Ejerslev, som type, kan sammenlignes med den uregelmæssige vejforteby.

Tæbring – uregelmæssig vejforteby
Tæbring hører til den landsbytype, der kan kategoriseres som en uregelmæssig vejforteby. Karakteristisk er, at landsbyens gennemgående vej udvides ved selve forten for igen at samle sig til en vej i modsatte ende, deraf navnet vejforteby. I denne landsbytype har forten form som en uregelmæssig, langstrakt ellipse, omkring hvilken gårde og mindre bebyggelse knytter sig. Med tiden ses det ofte, at der på kanten mellem forten og bebyggelsen etableredes en vej.

Af kortet fremgår, hvorledes bebyggelsesmønstret i Tæbring tegnes af store gårde og mindre huse i et åbent bebyggelsesmønster, der omkranser et ubebygget areal, forten. Tæbring Kirke ligger på fjordbrinken lidt væk fra den øvrige bebyggelse.

Forten markerer sig tydeligt som et åbent, ubebygget areal. Mod nord afgrænses forten af en skrænt og mod syd af Præstegårdsvej. Kort 1:12.000.	På kortet er Flades udstrækning i 1842 markeret med gråt. Som det fremgår, var bebyggelsen knyttet til Torvegade ved Kirkehøj og ved Saltbækvej. Kort 1:12.000.	Landsbyens oprindelige struktur med det grenede vejnet er bedst bevaret nord for kirken. De grå cirkler markerer klyngebebyggelsen i den nordlige del i 1842. Kort 1:12.000.

Flade – den slyngede vejby
Flade er et godt eksempel på en slynget vejby. Bygaden Torvegade følger i vidt omfang højdekurverne i sit slyngede forløb. Gaderummet veksler en del, blandt andet på grund af gadekærene. Hovedparten af landsbyens bebyggelse ligger tæt ud til hovedgaden. Bebyggelsen tynder ud mod nord. Kendetegnende for Flades bebyggelsesmønster er en tæt bebygget bymidte, som præges af røde mursten. Det skaber sammenhæng i gadebilledet. Langs med Torvegade lå gårdene placeret med forskellig afstand.

I Tæbring er der udsigt over den ubebyggede forte samt til den bebyggelse og beplantning, der omkranser den.	Flade. Et kig til et af landsbyens velbevarede gadekær.	I dag er Ørdings bebyggelse vokset sammen, og den oprindelige klyngestruktur er derfor vanskelig at afl æse.

På kortet fra 1882 ses stjerneudskiftningen omkring vejklyngestrukturen. Kort 1:20.000.

Ørding – vejklyngeby
Vejklyngebyen er karakteriseret ved et vejnet, hvor gårde og huse er opført i mindre klynger. Ørding er et godt eksempel på denne landsbytype. Fra Ørding Kirke udløber tre veje, der forgrener sig og løber sammen til et overordnet vejsystem. I dag er vejnettet i den nordlige del af landsbyen næsten helt bebygget. Strukturen er stort set den samme som i midten af 1800-tallet. Syd for Bygaden ses en nyere udstykning, der med sine regulære matrikler adskiller sig fra det oprindelige, uplanlagte bebyggelsesmønster.

Princippet for vejfortebyen.	Princippet for den slyngede vejby.	Princippet for vejklyngeby.