DEN LOKALE BYGGESKIK

Bevarede teglsstenbygninger på Mors fra 1775-1940.

Mors – teglstensarkitekturens ø

Mangel på træ betød, at bygningerne på Mors blev opført med sparsom anvendelse af træ og med spinkelt tømmer. Bindingsværksbygningen er derfor kun bevaret i begrænset omfang, og fordi man, såsnart det var muligt, begyndte at bygge i tegl. Byggeskikken er som følge deraf i det væsentligste præget af murerhåndværket.

Teglstenstyper
Munkesten er en middelalderlig murstenstype af tegl, ca. 30 x 14 x 9 cm, og vejer godt det dobbelte af en nutidig mursten. Munkestenen blev anvendt til bygningens ydervæg og opbygget som en kassemur bestående af en udvendig og en indvendig mur med en muret kærne imellem. Murene blev muret i munkestensforbandt, to løbere og en kop.
Senere havde produktion af teglsten nået et niveau, hvor man kunne fremstille et så stort antal, at man begyndte at bygge ydervægge i fuld mur, altså uden kerne.
Stenene var stadig i munkestensstørrelse, men forbandtet ændredes til et forbandt, der skulle forbinde de enkelte skifter (lag). Her opstod krydsforbandtet, som også anvendes i dag, bestående af et kopskifte og et løberskifte.
I barokken stillede arkitekturens udformning større krav til facadens detaljering, og der blev da anvendt teglsten i et mindre format, der kan sammenlignes med det, der anvendes i dag, ca. 24 x 12 x 6 cm. Teglstenenes kvalitet spændte vidt, lige fra den ubrændte til den delvis brændte, fuldbrændte og klinkebrændte. Kvaliteten blev bestemmende for, hvordan og hvor stenene blev anvendt. Ydervæggene stillede på grund af de klimatiske forhold de største krav. Nederst oven på syldstenene eller på fundamentet, hvis et sådan fandtes, blev de fuldbrændte teglsten anvendt. Over brystningshøjden mellem vinduerne kunne anvendes en kun delvis brændt sten, og over vinduernes bærende stik kunne ubrændte sten anvendes. Også til bygningens skillerum blev der anvendt ubrændte sten.

Lerets sammensætning
Teglstenenes farve, den røde og den gule tegl, bestemmes af leret. Mors er et ungt morænelandskab bestående af overvejende lerbund og har derfor ideelle forhold for fremstilling af tegl. Istidsleret er ofte delt i to lag, et øvre bestående af jernholdigt rødler og et nedre bestående af kalkholdigt blåler eller mergeller.
Af rødleret brændes røde teglsten og af den kalkholdige brændes gule teglsten.

Brænding af teglsten
På Mors blev brænding af teglsten først sat i egentlig masseproduktion omkring år 1900, indtil da blev brændingerne udført på herregårdene og i forbindel se med de enkelte byggerier på øen. Teglbrænding va r i en lang periode et bierhverv, frem til masseproduktionen gik i gang. De ældste ovne – milerne – blev bygget på åben mark af de tørrede lersten, der skulle brændes. Stenene blev stablet med kvadratisk grundplan i 3-4 meters højde. Når milen var stablet færdig, tættedes fugerne foroven og i siderne med vådt ler. Ved jorden blev der udsparret vandrette fyrekanaler til brændsel.
De sten, der var tættest på ilden, blev brændt hårdest, og de, der var i milens yderste dele, blev kun delvis brændt. Milerne blev efterfulgt af den periodiske ovntype. En muret ovn, hvor stenene indsattes til brænding, og hvor ovnen efter brænding måtte stå til afkøling, inden den kunne tømmes og gøres klar til næste brænding.
På det træfattige Mors fyrede man med tørv, der blev gravet i de rige mosearealer. Hvert sogn havde sin tørvemose. Industrialismens fabrikation skete i ringovne. En ovntype, hvor ilden kunne vandre rundt, og stenene blev sat ind i kamre. Derved kunne kamrene tømmes og fyldes, uden at ilden skulle slukkes. Det var en meget mere brændselsøkonomisk metode, som samtidig var produktiv. Derved kunne man opfylde teglstensbehovet til de omfattende byggerier omkring år 1900.

Mørtel
Bindemidlet i teglstensbyggeri kan for eksempel være kalkmørtel eller blot lermørtel. Kalken til kalkmørtlen består af glødet kalksten, der efterfølgende tilsættes vand og læskes til kalkhydrat. Læskningen kunne foregå i en kalkkule – et gravet hul i jorden. Når den læskede kalk blandes med sand, får man en kalkmørtel.
Kalken til kalkmørtel blev brændt i teglovnene. Lermørtel er en mager ler oprørt i vand til en lervælling.

Facadens overflade
Overfl adebehandling af facaden er påkrævet, der hvor ikke fuldbrændte sten er anvendt eller der, hvor murværket er muret i ler. Kalkning (med oprørt læsket kalk) var fra middelalderen og helt frem til efter 2. verdenskrig en meget almindelig måde at beskytte et murværk på. I 1700-årene begyndte man at pudse facaderne. Det var primært en æstetisk løsning, men også en måde at beskytte murværket på. Også ved denne løsning blev facaden kalket. Stil og byggeskik fra 1400-årene til 1930’erne Det var i facadens konstruktive elementer, den arkitektoniske stil og den egnskarakteristiske byggeskik kom til udtryk. For eksempel ved udformning af gesimsen, murede stik over åbninger, soklen, bygningens hjørner, markering af hovedindgang, markering af symmetriakse samt midterakse.

Eksempler på teglstensbyggeri:

Dueholm Kloster, Nykøbing. Denne prægtige bygning repræsenterer det smukkeste af middelalderlig teglstensarkitektur. Bygningen, den vestligste del, er opført i 1400-tallet af gule munkesten og fremstår med en kalket overfl ade. Sydfacadens mange teglstensdetaljer vidner om datidens bygningskulturelle formåen. Det middelalderlige kloster fi k i 1700-tallet en østforlængelse, og samtidig erstattedes de kamtakkede avle med en halvvalmskonstruktion.	Strandgade 61, Skarum. Den meget velbevarede bygning er opført i 1777. Den repræsenterer, fordi ydervæggene er opført i tegl, det sidste trin i en bygningskulturel ud vikling. Bygningen har en højremskonstruktion, det vil sige en bærende trækonstruktion, som står beskyttet inde i bygningen og friholder ydervæggene for den bærende funktion. Det gav mulighed for, at bygningen i facaden kunne udvides ved et udskud. Derfra betegnelsen et udskuds hus. Udskudshusenes ydervægge var tidligere bygget af tørv. Stråtaget gik næsten ned til jorden for derved at beskytte tørvene.	Glomstrupvej 38, Glomstrup. Herregården Glomstrup. Hovedbygningen er opført i 1797 med sten fra egen teglovn. Den enkle længebygning, der er bygget af teglsten, fremstår i dag hvidkalket. Bygningens hovedindgang og facadens midterakse er fremhævet ved en frontispice. Gesimsen er aftrappet, og vinduesåbningerne har fl adbuede afslutninger. Ca. 50 år efter opførelsen blev bygningen forsynet med kamtakkede gavle og hjørnepilastre.

Lødderupvang 8, Lødderup. Stuehus opført i 1827. Bygningen er bygget af røde teglsten. Facaderne er præget af tidstypisk byggeskik som bl.a. halvstens fl adbuet stik over dør- og vinduesåbninger, murværk muret i krydsforbandt og facaden, der øverst er afsluttet med et kopskifte før den hvidkalkede tandsnitsgesims. Skorstenene er muret med sokkel, pibe og gesims.	Rådhustorvet, Nykøbing. Rådhuset er opført 1846. Bygningen er tegnet af arkitekt J.P. Jacobsen og restaureret af kgl. bygningsinspektør E. Packness i 1934. Den smukke bygning er muret i krydsforbandt og har en sandstensbeklædt sokkel. De murede stik over vinduerne er enstens stik. En trekantfronton med ur markerer bygningens midterakse samt tillige hovedadgangen og balkonen. Gesimsen er meget karakteristisk og udført med elementer inspireret fra draperier.	Rådhustorvet 2, Nykøbing. Bygningen var tidligere kontorbygning for Morsø Jernstøberi og er opført omkring1847. Den pudsede og kalkede bygning har fl ere tidstypiske detaljer, som for eksempel den murede kvist, der markerer ind gangspartiet, de kannelerede pilastre på begge sider af indgangspartiet og på kvisten. Båndet under vinduerne og den trukne gesims giver facaden vandrette linjer. Taget på bygning og kvist har halvvalm. Facadens gule grundfarve og detaljernes hvide farve er tidstypisk.

Toldbodgade 12, Nykøbing. Pakhuset har tilhørt fl ere af byens købmænd. Det er opført 1850. Den meget markante teglstensbygning er i dag hvidkalket. Facadernes åbninger er alle afsluttet med et fl adbuet stik. Facaden mod havnen havde oprindelig to rækker hejseluger med lemme.	Østergade 36, Nykøbing. Det meget enkle og velbevarede længehus er opført i 1854. Den murede bygning fremstår mod Østergade gulkalket og med hvidkalkede detaljer og grå sokkel. Bygningen har port. Åbningerne i murværket er øverst afsluttet med et lige stik. Sålbænkene er murede. Den hvidkalkede gesims er en tandsnitsgesims med trappefremspring. Bygningens fi re skorstene har sokkel, pibe og gesims. Bygningens bagside står i blank mur i gule teglsten, som er produceret på Resengaard Teglværk.	Ullerupmark 21, Ullerup. Herregården Ullerup. Hovedbygningen består af tre fl øje, er opført i 1863 i gule teglsten i krydsforbandt, soklen er hvid. Hovedfl øjen har en frontispice, der markerer hovedindgangen og anlæggets symmetriakse. Frontispicen har murede pilastre med kapitæl, der ubrudt spænder fra sokkel til gesimshøjde. Øverst er et felt med løgkuppelmotiv. Afslutningen er inspireret af renæssancens formsprog og er et udtryk for den frie historicisme, der afløste senklassicismen. Over døren er muret et felt til initialer og årstal.

Blidstrupmark 23, Blistrup. Herregården Blistrup. Hovedbygningen består af et trefl øjet anlæg opført i 1875. Med dette bygningsanlæg holdt historicismen sit indtog på Mors. Det stilmæssige udgangspunkt er renæssancen, bl.a. karakteriseret ved det ottekantede trappetårn med gesimsbånd og gesims med buefrise. Kuplen med spir repræsenterer samme stilperiode, hvorimod trappegavlene refererer til tidligere perioder. Det nyere skifertag har afl øst et tegltag. Vinduerne i gavlens stueetage har renæssancens stik udført med segmentbue. Vinduerne på første sal er et dobbelt vindue inspireret af den senromanske periode. Gesimsen er en savsnitsgesims med trappe.	Jernbanegade 5, Nykøbing. Bygningen er opført i 1899. Industrialismen medførte indvandring fra land til by. Staten påbegyndte jernbanen på Mors, og der kom statsbanefærge til Glyngøre. En ny bygningstype opstod med udlejningslejligheder. Det er murdetaljernes rigdom, der præger den historicistiske facade. En naturstensefterligning i stueetagen ved refengfugning. Førstesalen har efterligning af natursten i kvaderstenslisenerne. Under vinduerne er et fornemt mønstermurværk. På den gennemgående sålbænk er anbragt to kannelerede lisener med kapitæl og base, som bærer en markant tandsnitsgesims.	Lærkevej 1, Nykøbing. Bygningen, der er opført i 1934, er et særdeles beskrivende eksempel på den nationale funktionalisme: bungalowtypen – et beboelseshus i én etage med lavt eller fl adt tag. Bygningen er bygget af gule teglsten. De dekorative detaljer er stilmæssigt minimeret til enkle gesimsbånd. Der er ikke længere et muret stik over vinduerne, murværket bæres nu af en jernbjælke. Hjørnevinduer skaber et dramatisk lysindtag. Centralvarmesystemet giver sammen med den “høje kælder” mulighed for at indrette kælderen til beboelse. Tagpaptagets store udhæng skjuler “taget” og giver indtryk af det ideelle – et fl adt tag. Skorstenen er nu enkel i form, den har ikke længere de klassiske detaljer.