Morsø Kulturmiljøatlas

Set fra Feggesundvej markerer landbrugslandet sig med læhegn, spredte gårde og store marker.

Landskabets elementer og udviklingstræk

Landskabsbilledet er en kombination af landskabselementer som terrænformer, vandområder, skove, naturområder, råstofi ndvinding, dyrkede arealer, bebyggelse og anlæg. På Mors er det grundlæggende karaktertræk bestemt af terrænformerne og vandet, hvilket har skabt det storbakkede landskab mod nord, det småbakkede landskab mod syd og med fjorde og havområder som afgrænsning af hele øen.
Gårdene og landsbyerne ligger jævnt fordelt langs det tætmaskede vejnet. Ensartetheden brydes af kirkerne og de nye, store anlæg fra vores tid: vindmøllerne og storlandbrugenes produktionsbygninger. Fugtige enge og overdrevsarealer, der ikke længere udnyttes landbrugsmæssigt og derfor gror til, bryder stedvis de ellers skovfattige landbrugsflader. Hist og her indgår fortidsminder, småbevoksninger, diger og hegn stadig i dette mønster.

Bebyggelse og bosætning
Fra de tidligste tider ses gravhøje. Der har ligget gravhøje jævnt fordelt over hele øen, hvor skovene er blevet ryddet og jorden inddraget til dyrkning og græsning. I dag er de først og fremmest at fi nde på de arealer, der ikke har været dyrket i nyere tid, dvs. bakkedragene på det nordlige Mors, de tidligere hedearealer i og omkring skoven og plantagerne ved Legind og ved Sønder Herreds Plantage.
I jernalderen har der været bebyggelse i form af landsbyer over næsten hele øen. Det mønster har holdt sig til i dag, hvor landsbyerne med få undtagelser ligger de samme steder som vikingetidens landsbyer, dvs. jævnt spredt i det dyrkede landskab, hvor landsbyerne som hovedregel ligger centralt i deres ejerlav. Undtagelserne er de nye servicebyer, der er opstået i tilknytning til det mere moderne vejnet. Det drejer sig om Øster Jølby, Vils og Centrum, der alle er opstået omkring vejkryds, samt ikke mindst Nykøbing.

Husmandskolonierne Blistrup Mark og Bjørnsager ligger i lange, lige rækker med en forholdsvis tæt bebyggelse, som orienterer sig mod landevejen.

Ved landsbyfællesskabets ophør mellem 1790 og 1810 blev mange gårde fl yttet ud fra landsbyerne, og landskaberne mellem landsbyerne blev udfyldt med de udflyttede gårde. I forbindelse med gårdenes ud- fl ytning blev der også gennemført oprettelse af husmandsbrug, for det meste i ejerlavenes udkant og sjældent på de bedste jorder. Et nyt mønster tegnede sig i hvert ejerlav med bykerne, gårde, huse, veje, nye dyrkningsskel, hegn og diger.
Få tiår senere begyndte et systematisk opkøb og udstykning af næsten alle godser på øen. Her blev der oprettet husmandsbrug, ja ligefrem husmandskolonier. Det ses særligt tydeligt ved Blistrup Mark, Nygårds Mark lidt nordøst herfor og omkring Ullerup.
Husmandskolonierne er kendetegnet ved, at de små bygningsanlæg ligger tæt på række ud mod den samme vej.
Landsbyerne, gårdene og husmandsbrugene lå og ligger spredt ud over al dyrkbar jord. Dvs. uden anden systematik end, at de ligger der, hvor jorden kunne dyrkes, men hegn og diger er i stort omfang forsvundet. I dag adskiller de oprindelige landsbyer og de nyere servicebyer sig ikke væsentligt fra hinanden rent synsmæssigt. Det skyldes, at hullerne, der opstod i landsbybebyggelsen ved gårdenes udfl ytning, efterhånden er blevet fyldt ud med anden bebyggelse – boliger, butikker og værksteder. Landsbyerne er også vokset ud over deres oprindelige rammer – og væksten har ikke været landbrugsbyggeri. De gårde, der i nogle landsbyer stadig er bevaret, er derfor omkranset af anden bebyggelse og er ikke eller kun i få tilfælde med til at præge bybebyggelsen.
Mens Blistrups hovedbygning er det eneste tegn på, at der har ligget en herregård, er der stadig så stort et jordtilliggende til Ullerup, at man fornemmer herregårdslandskabet. Ullerup ligger omgivet af store marker, og fra selve gården er der langt til den nærmeste bebyggelse, bortset fra den række husmandssteder, der tidligere er udstykket fra gårdens jorder. Langt de fleste herregårde, eller det, der er tilbage af dem, ligger i tilknytning til store græsningsarealer. Herregårdene har også haft store tilliggender af agerjord. Men det ses ikke så tydeligt i dag.
Herregårdene er imidlertid ved at få deres afl øsere som dominerende bygninger og elementer i landbrugslandet. Strukturændringerne i landbruget har betydet, at stadig færre landbrug er i drift. Jorderne er blevet købt op og lagt sammen under de stadigt voksende husdyrbrug, specielt svinebrug. Markerne bliver lagt sammen og skel udviskes. De nye bedrifters bygninger antager helt andre dimensioner end forrige århundreders landbrugsbyggeri. Produktionsbygningerne er mange gange større, og de tilknyttede anlæg i form af siloer bliver stadig mere markante i landskabet.
Vindmøllerne, der står spredt over det meste af øen, er også nye, markante landskabselementer.

I 1790’erne var skoven på Mors trængt så meget tilbage, at der kun var skov ved Højris. Det gamle generalstabskort giver et indtryk af skovens udstrækning ved Højris i den sidste halvdel af 1800-tallet.

Ager, eng og strandeng
Den lerholdige bundmoræne på Mors er god agerjord, og al jord, der kunne tages under plov, er blevet det. De dele af den hævede havbund, som har været for fugtige til at kunne bruges umiddelbart, er blevet inddiget og afvandet. Af de større pumpelag kan nævnes pumpelaget nordøst for Sillerslev på sydøst-øen, området omkring Lyngbro Bæk, der adskiller det nordlige og sydlige Mors, og Frostkær nordøst for Flade.
De lavbundede fjordarme, bl.a. ved Tissingvig og Legind, er blevet afvandede. Legind Vejle er dog i slutningen af 1980’erne blevet genskabt som naturområde.
Øens eneste større sø, Hundsø, som lå mellem Ejerslev og Sejerslev, blev også tørlagt. De arealer, der ikke kunne bruges til dyrkning, er blevet udnyttet til græsning. Det drejer sig først og fremmest om den tidligere havbund fra stenalderhavet, der i dag ligger som strandenge, de gamle kystskråninger ned mod strandengene, men også de stejleste bakkestrøg i forbindelse med randmoræn erne på nord-øen og smeltevandsafl ejringerne i Legind-Højris området. En del af områderne, f.eks. ved Flade og ved Legind, har været hede og har været benyttet til bl.a. græsning.

Der findes stadig rester af heden i de markante slugter i Legind Bjerge Plantage. Her forsøger man at opretholde lyngen ved hjælp af græsning. Efterhånden som det ikke længere er rentabelt at have kvæget på græs, er udnyttelsen af strandengene ved at ophøre og i stedet for at være græsdækkede, invaderes de af tagrør og buske. Det samme sker efterhånden med arealer i en del af pumpelagene. Når jord afvandes og dyrkes, sætter den sig og bliver på ny fugtig.
Grøfterne kan selvfølgelig uddybes, og der kan sættes stærkere pumper på. Men på et eller andet tidspunkt bliver det urentabelt, og driften ophører på mange af arealerne.

Foldningsmønstrene i en af molerværkets grave.

Skov
De skove, der i den tidlige stenalder dækkede hele Mors, begyndte at forsvinde, da agerbruget vandt frem. Man har fældet skovene for at få dyrkningsjord og for at få brænde og bygningsmaterialer. I 1790’erne var den eneste skov, der var tilbage, skoven ved Højris. Omkring år 1900 plantedes imidlertid plantager på de sandede og grusede smeltevandsafl ejringer på syd-øen – Sdr. Herreds Plantage og Legind Bjerge Plantage.
Der er også en række mindre plantager i randmorænebakkerne på Nordvest-Mors. Mens de gamle skove omkring Højris har et stort islæt af løvtræ, er plantagerne domineret af nåletræsbevoksninger.

Råstof-indvinding
Smeltevandsafl ejringerne under og omkring Sdr. Herreds Plantage har siden midten af forrige århundrede været udnyttet til grusgravning, og store dele af området syd for plantagen er blevet gennemgravet. De gamle grusgrave ses tydeligt, når man passerer på vejen syd for plantagen. Gravningen har hidtil været koncentreret til området mellem Næssundvej og plantagen, men man er begyndt at indvinde grusforekomsterne under plantagen. Efter endt råstofi ndvinding er dele af de gamle grusgrave taget i brug som losseplads.
I dag anvendes de dog kun som fyldplads og deponi for muslingeskaller. Brændt moler har fremragende isoleringsegenskaber.
En egentlig industriel udnyttelse startede i begyndelsen af 1900-tallet. I begyndelsen var der en del små teglværker, men i dag er der kun et selskab, som indvinder og forarbejder moler.
Da moler forekommer som flager, der er foldede og pressede af isen, er de forekomster, det kan betale sig at udnytte, meget koncentrerede. Molergravene adskiller sig derfor fra grusgravene på den sydlige del af øen ved at være smalle, langstrakte huller. De dybe grave med de stejle sider og Skamols molerværk sætter et stærkt præg på landskabet på den nordlige del af Mors. De markante foldningsmønstre, hvor moler- og askelagene snor sig op og ned, kan derfor ikke kun ses ved kystklinterne, men også i molergravene. De fl otte formationer tiltrækker mange turister.

En af de gamle kridtgrave ved Erslev.

Kalken ved Frøslev og Erslev har været udnyttet, siden man opdagede fordelene ved at kalke agerjorden.
Kalkindvindingen er nu ophørt, men man kan stadig spore en række gamle grave nord for byen. Den yngste og største, som ligger sydvest for Erslev, blev efter kalkindvindingens ophør i en periode brugt som fyldplads.
Kalkovnen, der står i den nordlige udkant af Erslev, er bevaret, mens kalkovnen ved Frøslevvang er i forfald.