NATUR

På Hanklits klinter blottes molerlagene, men også fl ere andre steder på Mors kan man se de mange moler- og Askelag. Her fortælles der om millioner af års plante- og dyreliv. Foto: S. Andersen i “Geologisk set. Det Nordlige Jylland”. Red. S. Andersen og S. Sjørring. Geografforlaget og Skov- og Naturstyrelsen.

Syd- og Midtmors
Da isen begyndte at smelte bort, blev de store mængder af materiale, som havde været indlejret i isen, efterladt som en såkaldt bundmoræne, og frem dukkede et bølget eller småbakket landskab. Det sydlige Mors er et sådant bundmorænelandskab. Bundmoræ nen hviler oven på smeltevandsafl ejringer fra den fo regående istid. Bundmorænen består af lerjord, de underliggende smeltevandsafl ejringer af sand, grus og sten.

Da isen var smeltet, lå der store klumper af is tilbage, som efterhånden blev overlejret med det sand og grus, der var transporteret med smeltevandet fra den bortsmeltende is. De tilbageblevne isklumper kaldes dødis, fordi de i modsætning til isen i den sammenhængende ismasse ikke var i bevægelse. Efterhånden, som isklumperne smeltede, opstod der huller i terrænet – dødishuller. På Mors fi ndes der et sådant dødislandskab under og omkring Sønder Herreds Plantage. Det er ikke særligt synligt, men kan ses som små vandhuller og moser inde i plantagen.

Landskabsformerne på Mors (efter Per Smed, 1979, Geografforlaget).

Det nordlige Mors
Isen smeltede ikke bort i et jævnt tempo. I en periode standsede den langs en linje, der dækkede det nordlige Mors. Selvom klimaet set i et større perspektiv stadigt blev mildere, forekom der alligevel klimasvingninger, der gjorde, at ismasserne i flere omgange på ny voksede frem.
De voldsomme kræfter, det tryk og træk en kilometertyk iskappe kan udløse, rev store partier af det underliggende materiale op og pressede det op foran isranden som rækker af bakker – såkaldte randmoræner. Det er disse gentagne isfremstød, der har dannet de parallelle bakkesystemer, som giver Nordmors karakter. Feggeklit er dannet på den måde.

Materialerne, der er skubbet op fra de dybereliggende formationer, er dækket af materiale, der har været transporteret inde i isen. Derfor er det allerøverste jordlag i randmorænelandskaberne ikke væsentligt anderledes end i bundmorænelandskabet.

Foto af kiselalger. Fra bogen “Moleret på Mors”.

Stenalderhavet
Da landskabet blev lettet for trykket af den kilometertykke iskappe, begyndte det at hæve sig. Det nye landskab henlå som tundra, og vand og vind begyndte at slide på overfl aden. Eksisterende kløfter og dale blev skåret dybere, og der dannedes nye kløfter i bakkedragene. Da de nordligere liggende ismasser efterhånden også smeltede, steg havspejlet, og de tidligere store, sammenhængende landområder blev oversvømmede, fordi havet steg hurtigere, end landet hævede sig. Geologerne kalder det Litorinahavet. En mere populær betegnelse er stenalderhavet, fordi det er fra denne periode, vi har de første spor efter menneskelig bosætning i det nye landskab.

Stenalderhavet dannede fjorde langt ind i det, der i dag er Mors. Det nordligste Mors og Feggeklit lå som øer for sig selv, og det midterste og sydlige Mors var næsten skilt af en fjord i den lavning, hvor Lyngbro Bæk løber i dag.

Men landhævningen fortsatte. Efterhånden kom de tidligere kystklinter til at ligge tilbagetrukket fra fjorden, og vand og vind glattede de stejle sider ud, og smelte- og regnvand skar furer i klinterne. Det ses for eksempel ved Sundby og ved Skibsted Strand, hvor de gamle klinter nu står som markante bakkedrag bag den hævede havbund. Fjorde blev tørre, og Mors kom igen til at hænge sammen. Den gamle havbund, der nu ligger som store, fl ade områder op mod stenalderhavets kyster, er vist som “marint forland” på kortet med istidslandskabet.

Del af Tarpon fisk, et af de talrige fi ne fossiler fra moleret på Mors.

Under overfladen

Moleret
Ved Hanklit kan man se strukturen i de materialer, som isen under istiden havde revet op. Det er stærkt foldede strukturer, der består af moler og vulkansk aske. Moleret er dannet i et hav, der dækkede området for mere end 50 millioner år siden. Det består af mikroskopiske kiselalger, der har levet i havet. Efterhånden som algerne døde, sank de ned på havbunden. Processen har forløbet over fl ere millioner år. Klimaet og havmiljøet har skiftet mange gange i den periode, hvor leret blev afl ejret. I nogle perioder har der været smådyr på havbunden og i andre ikke. Det har betydet, at der er to forskellige typer moler. En der består af meget fi ne og velordnede lag, og en der er strukturløs, fordi havbunden er blevet gennemgravet af smådyr. Mens kiselalgerne afl ejredes, lå der aktive vulkaner i Nordatlanten. Når de var i udbrud, spredtes asken vidt omkring. I havdækkede områder sank asken til bunds. I moleret ses asken som mørke striber.

Mens ler- og askelagene ifølge sagens natur har ligget vandret, da de blev dannede, har isen, da den rev lagene løs og skubbede dem op, foldet og presset lagene. De voldsomme foldninger af ler- og askelagene kan ses i klinterne og i molergravene, hvor henholdsvis fjorden og mennesket har blotlagt bakkernes indre. Der har levet andre organismer i det hav, hvor kiselalgerne blev afl ejrede. Ligesom algerne sank de også til bunds, når de døde. Der kan derfor fi ndes aftryk af fugle, insekter, snegle, skaldyr, fi sk og planter indlejret i moleret. Eksempler kan ses på Molermuseet på Nordmors.

Kortet illustrerer højdeforskelle i landskabet på Mors. Det er tydeligt, at landskabet på Nordmors er præget af høje partier.

Kalken
Kalklagene, der ligger dybt i undergrunden under Mors, er også havafl ejringer. Men de er ældre end moleret og dannet for mere end 60 millioner år siden. Kalken er skaller fra mikroskopiske alger. Ved Erslev og Frøslev befi nder kalken sig ikke dybt i undergrunden, men forekommer helt oppe ved jordoverfl aden. Det skyldes endnu ældre havafl ejringer. Ca. 200 millioner år før det hav, hvor de kalkholdige alger levede, havde der været et ældre, meget saltholdigt hav. Det er på et tidspunkt tørret ud, og saltet har ligget som tykke afl ejringer på den tidligere havbund. Ovenpå disse lag er der i et nyt hav afl ejret kridt, der ligesom kalken er nedbrydningprodukter efter kalkholdige alger. Kalken er så efterfølgende blevet afl ejret ovenpå kridtet. I efterfølgende perioder er kridt og kalkforekomsterne blevet overlejret af forskellige lerlag.

Da salt er plastisk, vil det bevæge sig, hvis det udsættes for tryk. Omkring Erslev og Frøslev har saltet været under så stort tryk, at det begyndte at bevæge sig opad. Derfor dannedes der en såkaldt salthorst. De overliggende lag blev skubbet til siden eller op, og er blevet gnavet væk under de efterfølgende istider.

Til sidst er kalk- og kridtlagene kommet helt op til overfl aden. Kalkformationen har to toppe under jordoverfl aden, en ved Erslev og en ved Frøslev. Dalen ved Lyngbro Bæk ligger i lavningen mellem de to underjordiske toppe. Kalk- og kridtlagene kan ses i den gamle kalkgrav ved Erslev, hvor der op til midten af forrige århundrede blev indvundet kridt og kalk. Meget af graven er siden fyldt op.