 |
| Legind Vejle før 1924. I baggrunden ses Legind
gamle skole og Legind Bjerge, hvor træerne endnu
er små. Vejen løber langs Sallingsund mod
det gamle færgested. |
|
Mors er den største ø i Limfjorden.
Kystlinien er på ca. 170 km, bugtet og rig på indskæringer,
vige, halvøer og odder – vekslende mellem stejle klinter
og flad og frodig strandeng. Øen
ligger tæt på “fastland”, som en indlandsø.
Limfjorden har altid været et grundlæggende vilkår
for øens befolkning og det naturforhold, der stærkest
karakteriserer landskabet.
Fiskeri
Oldtid: Siden oldtiden har fjorden givet næring til morsingboerne.
Dengang lå landet lavere, og fl ere vige og fjorde skar sig
ind i øen. Dem ser vi i dag som kær, enge og ådale.
Langs de gamle kyster findes bopladser og køkkenmøddinger.
Også senere blev bebyggelsen placeret, så der var lige
muligheder for brug af jord og fjord. Det ses øen rundt,
intet sted er der særlig langt til vandet.
Fra middelalderen til og med udskiftningstiden
findes der ikke mange spor i landskabet af fiskeriet. Dog kan det
særlige fiskeri med landdragningsvod placeres præcist,
fordi det altid foregik fra spidsen af odder eller landtanger. Disse
pladser findes især langs Sallingsund, fra Ørodde til
Sillerslevøre.
Et andet spor efter denne aktivitet er de gamle
vejforløb
mellem gårde/landsbyer og den nærmeste strand,
hvor der er mulighed for at trække både op, have
stejleplads etc. Disse veje kan findes på bl.a. udskiftningskortene.
Pladserne er ofte de samme, som senere
har været fi skepladser, f.eks. Skibsted.
Tiden efter 1845:
Fra denne periode findes der fi skerhuse, stejlepladser med redskabshuse,
tjæreovne og lignende ved blandt andre Tæbring, Vester
Jølby, Sundby og Sillerslevøre. Hertil kommer
egentlige havneanlæg til fiskeriet ved Nykøbing og
Sillerslev.
Søfart
De tre ældste tider: Al færdsel til og fra Mors
er foregået over vand. Sporene heraf er af gode grunde få
før midten af 1800-tallet. Naturhavnene, de beskyttede vige,
kan dog ses endnu. Ofte var det her, der senere opstod ladepladser
og havneanlæg.
 |
Den nordlige del af Nykøbing Havn samt Fiskerbyen
omkring 1950.
I øverste venstre hjørne ligger jernstøberiet.
Hovedparten af bygningerne eksisterer endnu. |
|
Efter 1845:
Indtil 1800-tallet var det forbudt at ind- og udskibe andre steder
end i Nykøbing. Byen opstod omkring naturhavnen. Her har der
været skibsbro, og fra 1788 egentligt havneanlæg. De anlæg,
der ses i dag, er en udvidelse af dette ældste bassin, og de
er blevet til fra 1843 til omkring 1925. Med liberalisering og næringsfrihed
opstod ladepladserne knyttet til de nye købmandsgårde,
en del med skibsbroer: Det ses tydeligst ved Tissing Huse, Gullerup
og Sdr. Dråby. Nyere anlæg knyttet til molerindustrien
findes på Nordmors. Heraf er bevaret spor ved Ejerslev og i
mindre grad Skarrehage.
Færgefart
De tre ældste tider: Mors ligger “inden fire
Sunde”, og her, hvor farvandene er smalle, odder rækker
imod hinanden, og der kan sejles helt ind til land, findes hovedfærgestederne:
Sallingsund, Feggesund, Næs Sund og Vilsund. Hertil kommer
de knap så betydelige ved Sillerslevøre, Hestørodde
og Ørodde. Der findes spor af veje til og fra færgestederne,
især ved Sallingsund i form af gamle hulveje. De øvrige
steder er nutidens færdsel lagt oveni de gamle spor.
Fra tiden efter 1845:
Fra denne tid findes færgefolkenes og færgekroernes
bygninger ved Sallingsund, Sillerslevøre, Vilsund, Feggesund
og Næs Sund. Ved de to sidstnævnte sejler motorfærger
af træ, bygget lokalt, stadig. Rester af færgelejer
ses desuden ved Vilsund og Sallingsund. Her er et nyt element, de
faste forbindelser, kommet til og ses i form af broerne.
|
)
)
