Gennem jægerstenalderens mange årtusinder ændredes klimaet og landskabet radikalt, fra et koldt klima med lav tundravegetation ved istidens ophør til et varmere skovdækket fjordland omkring 4000 før Kristi fødsel. De ældste spor efter menneskers aktivitet er to pilespidser fra den sydlige del af øen. Først mod jægerstenalderens slutning kendes et stort antal bosættelser og køkkenmøddinger langs stenalderhavets kyster.
De næringsrige fjorde og vige og den tætte skov udgjorde livsgrundlaget for jægerne. Vandstanden var højere, i dag viser kærstrækningerne og skrænterne mod engdragene, hvor fjordarme og vige engang skar sig ind i øen og delte den i fl ere småøer og holme. Først med agerbrugets indførelse for omkring 6000 år siden begyndte morsingboerne at sætte præg på landskabet. Skoven blev fældet for at skaffe plads til de første dyrkede arealer, men det var de ændrede begravelsesritualer, der satte sig blivende spor. Fra denne tid kendes øens eneste bevarede jættestue ved Tusbjerg på Ørndrup Mark, og fra Legindområdet kendes to langhøje. Mod bondestenalderens slutning, i stridsøksetid og dolktid, blev fortsat bygget høje. De var små og lave, og en stor del af dem er senere forsvundet, men talrige enkeltfund vidner om en tæt bosættelse i den sene del af bondestenalderen. Fra den ældre bronzealder kendes en lang række fornemme gravfund. Der blev fortsat bygget gravhøje, mange af betydelig størrelse. Højene lå ofte fl ere samlet på markante punkter i landskabet, synlige viden om. Mod slutningen af ældre bronzealder ophørte det store højbyggeri. På Mors kendes ialt omkring 1500 gravhøje. Hovedparten er, bl.a. som følge af den intensive dyrkning af øens frugtbare jord, gennem århundreder mere eller mindre forsvundet.
Omkring år 700 dukkede en række små anløbspladser op langs kysterne. Nogle af disse pladser udviklede sig i de følgende århundreder til større, velfungerende landsbyer med vidtstrakte handelsforbindelser til det engelske, norske og sydvestsvenske område. I vikingetiden oplevede øen en storhedstid. Mors lå centralt placeret midt i en af periodens mest betydningsfulde samfærdselsårer, Limfjorden. Fra øens nordspids er der kun 30 km til vikingetidens største ringborg, Aggersborg. Vikingetidens store landsbyer ligger gemt under de dyrkede marker, men hist og her vidner en lille stump bevaret hulvej ned mod fjorden om fordums storhed. Omkring år 1000 skete en ændring i byggemåden, idet tørv nu ofte blev anvendt som byggemateriale til afl øsning af træ, som formentlig har været en mangelvare. Byggeskikken kan være en følge af kontakterne til det nordatlanti ske område. Limfjorden var en del af Knud den Sto res Nordsøimperium, for eksempel fortæller sølvmønter præget i Oxford og Totnes, fundet i Tæbring, om tætte forbindelser til de britiske øer. Udover kyst byerne kendes en række landsbyer samt en række rigt udstyrede ryttergrave fra denne periode.
|
)
)
)
