Den oversøiske transport blev fra 1000-tallet besværet af tilsandingen af adgangen til havet mod vest. Landbrugsprodukter blev eksporteret og udvekslet med de råvarer, øen var fattig på som tømmer og jern. Handelen over land blev udbygget: Stude- og hesteopdræt til eksport blev en meget vigtig del af øens næringsliv. Ål og sild blev også eksportvarer. Denne del af trafikken gik over færgestederne. Præcis hvornår de er oprettet vides ikke, men de var der alle i middelalderen og hørte da under Kronen. Mors føjede sig til det vesteuropæiske område, der er præget af søfart, handel og industri, med center i Nederlandene – i modsætning til de østdanske landsdele, der prægedes af større godser, sletter, korndyrkning og livegenskab, i lighed med det øvrige Østeuropa. I løbet af 1200-tallet blev Nykøbing anlagt på kongens strandeng omkring Helligåndsåens udløb i den beskyttede naturhavn. De følgende 100 år voksede byen og overtog en kirke, der oprindelig havde været sognekirke for landsbyerne Venners, Vettels og Rolstrup, der alle blev nedlagt før 1400. Nykøbing fi k i 1400-tallet ikke blot sine købstadsprivilegier bekræftet, men også tillagt Vettels jorder som bymarker, i alt 800 tønder land. 1100-tallet og første del af 1200-tallet blev præget af et meget stort kirkebyggeri på øen. Her blev opført 30 kirker, i senmiddelalderen fulgte yderligere to. Kirkerne lå usædvanligt tæt i sammenligning med det øvrige Danmark. I samme periode fik sogneinddelingen sin form. Sognegrænserne fulgte de gamle vandløb og vådområder. På samme måde delte Lyngbro Bæk øen i to og skabte dermed grænsen mellem de to herreder. Fra omkring 1369 blev johanniterklosteret for St. Johannes og Maria Magdalene anlagt på Dueholm, lige uden for Nykøbing. Hertil lagdes på et tidspunkt landsbyen Venners jord. På Dueholm blev bl.a. opført en stor kirke og drevet latinskole og hospital.
Fra 1100 til 1400 stammer også et stort antal voldsteder. De lavadelige slægter var af stor betydning for området og var også knyttet til kirke- og klosterbyggeri. Også kongen havde i middelalderen gods på øen, bl.a. overtog han det Skarpenbergske gods, herunder det store Lund gods. Ved Reformationen 1536 overgik kirke- og klostergods til Kronen. I de følgende årtier overgik mange selvejergårde til fæste. I 1555 var antallet af selvejere i Sønder Herred 14, lig med 4 procent af samtlige, i Nørre Herred 37, svarende til 11 procent. I 1614 var der kun 30 selvejerbønder på Mors og i Fjends tilsammen. Omkring dette tidspunkt havde øen cirka 1.000 tiendeydere. Denne udvikling mod stadig større magt til Krone og Adel foregik ikke uden sværdslag og modstand fra de øvrige stænders side, men det lykkedes altså ikke at undgå den. Efter Enevældens indførelse 1660 overgik stadig mere af krongodset til private, borgerlige godsejere. Administrativt udgjorde øen fra 1660 Dueholm Amt. Godserne blev aldrig så store som i det østlige Danmark. Øen var næsten skovløs i denne periode. Fra perioden kendes til et ret stort antal vandmøller og efterhånden også til byggeri af vindmøller. Konge og adel havde dog monopol på disse anlæg. Også efter Reformationen blomstrede øen og byen ved handel, håndværk og søfart, men oplevede som resten af landet nedgang eller i hvert fald usikre konjunkturer og tilbagegang i befolkningstallet med 1600-tallets kriser, krige og bybrande.
|
)
)
