Den store interesse for kvægavl holdt sig på Mors til 1890’erne, hvor de vigtigste aftagerlande lukkede for indførslen af levende kreaturer. Lidt senere end i andre dele af landet kom man i gang med mejeridrift og svineproduktion i større stil, men så gik det også stærkt. Det første andelsmejeri blev oprettet i Erslev 1887, og andelsslagteri blev oprettet i Nykøbing 1914. Gårdmændene organiserede sig, og talrige foreningsdannelser af både landøkonomisk og kulturel art fandt sted. Det ses udtrykt i form af forsamlings- og andre samlingshuse. I Øster Jølby-Galtrup blev oprettet Højskole i 1864, fulgt af kirke og forsamlingshus knyttet til Danmarks første frimenighed. Også træplantning udviklede sig i sidste halvdel af 1800-tallet til en folkebevægelse. Der plantedes omkring de enkelte gårde, anlæggene på Ørodde og Refshammer blev skabt, og de sidste hedearealer blev fra 1890 tilplantet. Befolkningstallet steg, som i resten af landet, i sidste del af 1800-tallet kraftigt på land og i by. Husmandsbrug var tidligere blevet udparcelleret af godsejere og gårdejere, der havde behov for at knytte arbejdskraft til gårdene. Nu tog husmændene sagen i egen hånd: De første husmandsforeninger blev oprettet fra 1906. I 1909 blev Morslands Udstykningsforening oprettet, og gennem den opkøbtes og udstykkedes en række større gårde og herregårde til småbrug. De sætter stadig præg på landskabet især på Sydmors. Fra 1919 overgik arbejdet med udstykning til Statens Jordlovsudvalg. Statshusmandsbrug blev oftest oprettet i samme områder, som de tidligere udstykninger var foregået. Nye næringer inden for handel og håndværk kom til i landområderne – først i form af købmandsgårde og ladepladser. De åbne landsbyer blev til sammenhængende småbyer, domineret af „byhuse“. Kort efter 1900 blev moleret opdaget som råstof, og som det første sted i verden blev det brudt og brændt. Værker, havn og skibsbro blev anlagt på Nordmors. I sidste halvdel af 1800-tallet blev også byens industrivirksomheder grundlagt og udbygget. Størst blev tobaksfabrikkerne, tekstilfabrikken og især Jernstøberiet, der i 1890’erne helt dominerede byen i alle henseender. Nykøbings befolkning voksede stærkt, tomme grunde blev bebygget, ejendomme delt i fl ere boliger, og endelig blev de gamle bygrænser brudt. Omkring 1900 blev fi skeri et selvstændigt erhverv. Skibs- og bådebyggeri fi k øget betydning for Nykøbing med sejladsens opsving. Et nyt, betydningsfuldt og specielt fi skeri kom til med østersens tilbagevenden til fjorden omkring 1850. Monopol, depot og anlæg blev hjemmehørende i Nykøbing, fra 1910 på Ørodde. Fra 1945 satses i stigende grad på anden beslægtet virksomhed, først og fremmest muslingefiskeri og -industri. Det har fra 1970’erne været næsten enerådende erhvervsfi skeri i fjorden. Nye forbindelser med omverdenen kom til i denne periode: bogtrykkeri og avis i 1855, telegraf i 1857, jernbanefærge/DSB i 1889, telefon i 1892, etc. Havnen, søfart og færgefart vedblev at være den vigtigste del af vejnettet til 1950’erne, hvorefter biltrafi kken i stigende grad tog over. Vildsundbroen blev indviet i 1939, Sallingsundbroen kombineret med udbygningen af A26 er fra 1978. På Mors mærkes det, som andre steder, at de store byområder i stigende grad sluger ikke bare mennesker, men også andre ressourcer, leveret af det øvrige land. Befolkningstilvæksten fortsatte i Nykøbing til 1950’erne, mens væksten på andre områder gik i stå. Efter 1918 var store dele af erhvervslivet blevet ramt af den generelle økonomiske krise. Vandringen fortsatte fra land til by. Boligbyggeriet gik i stå, og trods afvandring fra øen herskede der fra omkring 1920 til 1960’erne en kraftig boligmangel. Den blev afhjulpet med bl.a. andelsboligbyggeriet fra 1942. Fra 1960 har byen kraftigt udvidet sit areal mod syd og nord. I dag er befolkningen næsten lige fordelt mellem Nykøbing og resten af Mors. Befolkningstallet er svagt aftagende. Byens industri- og håndværksvirksomheder er rykket ud i nye industrikvarterer. Landbrugets dominerende produktionsenhed vedblev at være den middelstore gård frem til 1960’erne, hvor mekanisering og specialisering for alvor tog fart. I de seneste årtier er et meget stort antal gårde ned- og sammenlagt, så der i dag er forholdsvis få ejendomme med meget store jordtilliggender og specialiseret drift, ikke mindst i form af svinefarme. Mange bygninger i landområderne er af den grund nedrevet eller har fået lov at forfalde, andre er blevet omdannet til fritidslandbrug og feriehuse. Og så er en hel del blevet til boliger for mennesker, der rejser til og fra arbejde andetsteds. Eller har opdaget, at ny teknologi gør det muligt at kombinere deres arbejde med bosættelse uden for byerne.
|
)
