 |
| Bjergby med kirken i midten, luftfoto 1963. |
|
Af øens samlede areal er en til
to procent dækket af
skov. På landsplan er tallet godt 10 procent. Mors er
altså relativ træfattig, selvom plantning i 1800-tallet
blev en folkebevægelse og dermed ændrede landskabet
drastisk i løbet af det seneste århundrede.
Skovhugst og plantning
Oldtid til 1750: De skove, der i oldtiden dækkede hele
øen, forsvandt, da agerbruget vandt frem. Mors var stort
set træløs fra middelalderen til 1800-tallet. Spor
heraf ses kun indirekte: ved det spinkle træværk i de
få bevarede højremshuse med udskud, den hurtige og
omfattende overgang til teglbyggeri samt ved sporene efter tørvegravningen.
 |
| Udsigt over det sydvestlige Mors omkring 1900. Beplantningen
er stadig sparsom. |
|
Udskiftningstiden:
Fra slutningen af 1700-tallet ses enkelte gamle træer endnu,
især ved et par af øens præstegårde. Fra
første del af 1800-tallet ses de første private småplantninger
og en øget vægt på havebrug, bl.a. i Flade og
Vejerslev. I Nykøbing oprettedes de første gartnerier,
og i 1818 påbegyndtes plantningen af det nuværende anlæg,
der strækker sig fra Tingvej til Østerstrand og dækker
det meste af Øren. Det omfatter promenadestier, festpladser,
lysthus, anlæg med kanal og øer m.v.
Efter 1845:
I 1800-tallet blev plantning for alvor en folkebevægelse på
øen. Bortset fra plantningerne vidner et ret stort antal
mindesmærker for initiativtagerne om, hvor betydningsfuld
denne sag blev opfattet. Fra denne periode stammer bl.a. Sønder
Herreds Plantage, Sallingsund, Legind Bjerge og Smedebjerge plantager.
De blev i høj grad rejst som lystanlæg til rekreative
formål, og fungerer fortsat som rekreative områder,
ikke mindst på Øren.
|
)
)
