  | 
    
      
         
           
             
               
                  | 
               
               
                
                     
                      | Sønder Dråby på Generalstabens kort 
                        1882. | 
                     
                    | 
               
             
            Sønder Dråbys huse og bymønster giver et godt 
            billede af, hvad det betød, da der i midten af 1800-tallet 
            blev lempet på den ellers skarpe arbejdsdeling mellem by og 
            land i Danmark. I Sønder Dråby begyndte det i 1861 med 
            byggeriet af købmandsgården (som stadig er byens kerne), 
            og i årene efter fulgte hurtigt bager, møller, farver, 
            urmager, lægepraksis, dyrlæge, forsamlingshus, bryggeri, 
            karetmagerværksted, savværk o.s.v. Hovedparten af de bygninger, 
            der blev opført i de travle år op til begyndelsen af 
            1900-tallet, eksisterer stadig, men de bruges til noget andet. 
             
            
               
                  | 
               
               
                
                     
                      | Kulturmiljø Sønder Dråby 1:10.000. | 
                     
                   
                    | 
               
             
            Den gamle købmandsgård ligger som en kerne i midten af 
            den langstrakte by. Her var byens omdrejningspunkt. Købmandsgårdens 
            bygninger og den lidt nyere villa i palæagtig stil dominerer 
            bebyggelsen. Det gamle bageri og den gamle købmandsbutik er 
            nogle af de bygninger, der er bevaret i den oprindelige stil. Malerens 
            hus er også værd at bemærke. 
               
            Sønder Dråbys øvrige bebyggelse deler sig i to 
            forskellige mønstre. Syd for Nordmorsvej ligger husene på 
            række og markerer det bemærkelsesværdige skel mellem 
            eng og ager. Husene ligger med næsten lige stor indbyrdes afstand 
            og udgør i helheden et markant mønster. Nord for kirken 
            ligger en sammensat bebyggelse med ældre huse og gårde 
            samt en del nye parcelhuse. Bebyggelsen knytter sig, til forskel fra 
            den øvrige bebyggelse i Sønder Dråby, til det 
            slyngede vejforløb. 
               
            
               
                  | 
               
               
                
                     
                      | Fra vest er det tydeligt, hvordan Sønder Dråbys 
                        huse ligger, som perler på en snor, med Dråby 
                        Vig som baggrund. | 
                     
                    | 
               
             
            Det karakteristiske træk ved Sønder Dråby er dens 
            landskabelige placering mellem eng og ager, dens markante beliggenhed 
            på kanten af stenalderkystens skrænt og dens langstrakte 
            form. Oprindelig lå byen med uhindret adgang og udsigt til fjorden, 
            men det blev ændret, da landevejen, Nykøbing-Feggesund, 
            blev anlagt tværs over strandengen. Udsigten er bevaret. På 
            kystskrænten i den sydlige del af byen breder haver og småbebyggelse 
            sig langsomt ned i strandengen, og det slører nogle af de oprindelige 
            træk i Sønder Dråbys landskab. Nede ved vandet 
            ligger den mole og de små fi skerhytter, som dokumenterer, at 
            fiskeriet har spillet en stor rolle. Det var også her, købmandsgårdens 
            varer blev hentet i land fra skibene.
 
             
            
               
                  | 
               
               
                
                     
                      | Tegningen tydeliggør Sønder Dråbys 
                        særlige placering på kanten af strandengen. | 
                     
                    | 
               
             
            
            
           | 
         
       
     |